DEBBIE GLEDORF, Født i 1961.

Digter og forfatter. Autodidakt kunstmaler.

”At blive konfronteret med Debbie Gledorfs værker er en vidunderlig og følsom oplevelse, 

- som at blive bekræftet i følelsernes æstetiske attraktion og livets karma og dybde.

Det er følelsesmæssig kunst, som taler til sanser og dybde. Man bliver hvirvlet ind i billedet,

men er ikke bange for at drukne, for det udtrykker på sin helt egen måde en afklaret ro, som

kun kan være fundet i kærligheden. En sensitiv stilhed og ro.

Ingen tvivl om, at Debbie Gledorf arbejder i affekt, flyder på sindsstemningens bølger, vender 

og drejer livets hændelser med ord og pen, og i tæt samarbejde med sine materialer, samler det

igen med sin palet, pensel og farver.

…kunstneren synes at stræbe efter at bringe motivet over baggrundens intense ekspression, til

selve billedets klimaks…..

Maleriet er resultatet af tanker, formgivning, ændringer, lag på lag, overlapning og brudte flader,

brudte lag, energi, synergi og sensitive skygger…. det rå med det blide…. styrke og poesi…. 

maleriet bringer beskeder; tanker fra en svunden tid… frem til nutiden, og videre til fremtiden… 

Der er dyb sammenhørighed mellem kærlighed og ømhed – mellem manden og kvinden, mellem

kunstneren og hendes valg af materialer.

Både kunstneren og beskueren går på en bjergtinde af emotionel følsomhed…. en integration af

følelser mellem mange lag af effekt og ekspression.

Men der, hvor det endelige resultat af rejsen gennem maleriet er op til beskueren selv at

henføre til sine egne erfaringer, oplevelser og sindsstemninger, synes Debbie Gledorf på sin

rejse at dyrke sin egenart; hun ved, hun ikke er som alle andre, - hun udvikler sig gennem sine

malerier, går gennem en dal af sorg for at ende op på en tindrende tinde. ”I survived”…. synes

hun at sige.

Overlevelsen synes at legitimere livet, -i  en styrke, som kun ses i kærligheden, den rene, uskyldige

attraktion mellem to mennesker - eller følelserne fra eet menneske til et andet, uden at det

behøver at være gengældt... Legitimerer menneskets blindhed, menneskets dumhed – for i sidste

ende har de alligevel hinanden, lige meget hvad de gjorde – manden og kvinden.”