|
"Jeg
arbejder først og fremmest på tanker og følelser, men herefter er det
håndværk.
Som datter af een af Danmarks dygtigste møbelsnedkere er jeg nærmest vokset op
med
vaterpas og en skruetrækker i hånden - på et kæmpemæssigt snedkerværksted
med sav-
smuld og duften af arbejde i træ.
Træ fascinerer mig, og jeg starter helt på bunden med en træplade, som
nøje opmålt og
udskåret giver bunden for de mange efterfølgende lag af forskellige
materialer. Først i
de sidste og øverste lag kan jeg se, hvor maleriet vil hen. I lagene af
knust marmor, sten
og sand, tegner der sig et motiv, i reglen en kvinde, som jeg så tegner
op og arbejder
videre på. Jeg finder ud af, hvad hun vil, denne kvinde, hvad hun tænker
på. Og kan jeg
ikke finde ud af at vende hendes krop helt rigtigt, må jeg simpelthen
posere selv, foran
kameraet...
Malingen
er for de fleste farvers vedkommende hjemmelavede, i teorien efter samme
praksis, som de ældgamle plantefarvere anvender. Sidste lag, når
maleriet skal lukkes
og afsluttes, er ligeledes et naturprodukt, som på den ene side tillader
maleriet at leve
videre, men på den anden side lukker det for smuds og gør det så
bestandigt, at maleri-
erne
(uden rammer) kan hænge i vådrum samt udendørs i det danske vejr.
Hvilket
har fået mig til optage en meget gammel drøm - nemlig at arbejde på
borde. Jeg
opkøber de skønneste gamle spise- samt sofa- og pynteborde på auktioner,
gerne mere
end 100 år gamle, og så bliver bordpladerne omdannet til malerier.
Malerier, man kan
integrere på en helt anderledes måde i sin hverdag, end man ellers kan
med de traditio-
nelle malerier på væggene. Jeg er selv meget glad for disse borde, og
jeg lever sammen
med dem i lang, lang tid, før de forlader mit hjem. Og jeg er fantastisk
stolt og glad
over de mange tilkendegivelser der viser, at folk er fuldstændigt lige
så glade for
bordene, som jeg er.
Jeg
har valgt at arbejde hjemme, at leve midt i maleriet, for selvom jeg har
det skønneste,
meget store atelier, hvor jeg dog stadig har mine maskiner; rammeklipper,
-samler, dreje-
og høvlbænk, samt borde til udskæring af pap m.m., så har jeg for
længst måtte erkende,
at jeg kun kan arbejde i dyb inspiration, og den finder jeg på alle (de
underligste) tids-
punkter af døgnet, og ikke blot fordi jeg siger, at nu tager jeg ud og
maler - så står jeg
der og føler mig lidt forladt, uden min stemning, mine inspirationskilder,
Radio Yes2day
etc. Ja, jeg kan gå rundt i timer og flytte rundt på potteplanter, sten
på bordene, figurer
i bronze, træ m.m., andre kunstneres malerier på mine vægge, bøger m.m.,
før jeg kan lave
noget, og det kan udefra se meget underligt ud, og tangere hen ad
tidsspilde - men...
Så
alle de borde og malerier, jeg har i gang - og de er i gang i mange, mange
måneder, er
fremme hele tiden, og når jeg vågner, kan jeg ligge længe og betragte
et specifikt maleri,
og pludselig træder der så et motiv ud, som jeg må hen og tegne op - og
jeg er udmærket
godt klar over, at ingen anden end jeg kan se det.
Rammerne
er den sidste hånd, jeg lægger på malerierne. Og det er ligeledes
rammefrem-
stilling helt fra bunden, med 4 meter lange lister. Og her har jeg fundet
ud af, at jeg
altså nu har nået alderen for briller, og især hvis klokken har sneget
sig langt hen midt
på natten.
Udfordringen
i, at rammen nu sidder der, kommer, når jeg tager de færdige malerier op
for anden gang. Selvom et maleri er helt færdigt, kan det pludselig sige
til mig, at det
skal videre. Måske kan jeg umiddelbart se hvorhen, måske ikke, men i
hvert fald er jeg
meget glad for de specielt udvalgte lister, jeg bruger til rammer, for de
ser nemlig alle-
rede fra start ud til, at de har været noget hårdt igennem, og passer
således rigtigt godt
ind i helhedsbilledet af det færdige maleri, som slutter op med at se ud
som et lille styk-
ke af en stor helhed, en murflade, der er revet ud, lidt forvitret, men i
bunden en meget
harmonisk del af den store helhed.
Det
var maleriet for så vidt angår det stoflige valg af materialer - så er
der det uhånd-
gribelige; tankerne og følelserne. De er en meget stor del af hvert
maleri. Ikke at der skal
låses fast om en bestemt betydning af et maleri - på ingen måde.
Men uanset om der er en
kvinde alene på et maleri, eller en kvinde og en mand, er og skal
der på intet tidspunkt
være tvivl om, at de hver især er stolte mennesker, harmoniske, og
dog sårbare. De har
fundet værdien i hinanden, og uanset at man ikke kan se den anden
part på maleriet, kan
man være evigt forvisset om, at den anden part er i tankerne. Det ses i
attituden.
Jeg
ved godt, at der findes ulykkelige mennesker, og mennesker, der har mistet
- det har
jeg selv, men den styrke, der opstår af dette, er så ubeskrivelig, så
man næsten ikke - ja,
kan beskrive det. Styrken i at opdage, at der findes et liv efter "døden",
efter sorgen.
Styrken i den nye kærlighed, bagateller vil for evigt antage proportioner
af bagateller,
man forstår at tage ting for, hvad de er, man hviler på een eller anden
måde meget mere i
sig selv, er ikke afhængig af nogen eller noget, men er bare så glad for
alt, der er godt,
og er glad for at kunne hjælpe, hvor noget er mindre godt.
Jeg
arbejder først og fremmest på tanker og følelser.... skrev jeg i
starten. Styrken,
kønnene imellem. Måden, man kompletterer hinanden på. En mand er en
mand, og en kvinde
er en kvinde. Et ligeværdigt forhold i passion, varme og intensitet, - et
forhold, hvor man
respekterer og beundrer hinanden."
Debbie,
26. oktober 2005
|
Facts
-
Knust
marmor, sten og sand
-
Kaffe,
rødkål, pigmenter,
hjemmelavede farver og acryl
-
Blyant
og viskelæder
-
Kniv,
sandpapir og støvsuger
-
Hjemmelavede
malerplader
og rammer
-
Croquis
via kamera
-
Tid,
tanker og følelser
-
Stemning
og inspiration
-
Udfordring,
styrke og stolthed
-
Borde
fra auktioner
|
|